En million-milliard kom i vejen...
Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven.
Det kniber med begge dele.
Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt - det er "bare" livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper - først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus.
Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe - heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har været overladt til mig selv.
Men påske(ferien) blev altså ikke lige som planlagt. Så i stedet for på nuværende tidspunkt at være veludhvilet, have været i haven eller til påskefrokoster, så ligner jeg en hængt kat, og trænger i dén grad til at sove og hvile. Og så er det, at det kan være svært at mønstre begejstring eller overskud.
Det er vist en meget typisk børne-familie-ting, det der med at et sygt barn pludselig kommer på tværs af alle mulige andre ting. Fristelsen er at tænke og tale som om, det er "alle mulige andre ting", der er det væsentlige og ikke barnet, der blev syg.
Det er så let (for mig) at komme til at snakke om alt det, der ikke blev nået. Som om vasketøjsbunken eller blomsterfrøene, påskefrokosten eller bogen, der skulle læses, er vigtigere end det barn, der havde brug for omsorg. Som om barnet ikke er andet end i vejen for det, der virkelig betyder noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg kan høre, det samme sker, når det er andres planer, der kæntrer.
Og vel kan det være irriterende. Vel er det hårdt at yde omsorg for én, der er syg og dårlig. Vel er det trælst ikke få bagt/besøgt/ordnet som ønsket. Og vel er jeg træt og har brug for at restituere nu, ligesom han har. Men af og til hander det også om, at jeg skal se mit liv i et andet perspektiv, end hvor pænt mit hus/have/kalender ser ud.
Jeg har ikke fået sået sommerblomster eller gået ture, vi har ikke været spændende steder henne eller kørt på rulleskøjter, som jeg havde set for mig - til gengæld har jeg været mor; jeg har bekræftet en lille mands vigtighed og vist med mine handlinger, at han er værdifuld og er værd at passe på. Jeg kan håbe, at han dermed har fået bevis for, at verden er til at have tillid til, og at de voksne i hans liv er nogen, han kan stole på.
Ret beset er det vel vigtigere, end om jeg har fået sået morgenfruer og tomater endnu!
Det kniber med begge dele.
Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt - det er "bare" livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper - først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus.
Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe - heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har været overladt til mig selv.
Men påske(ferien) blev altså ikke lige som planlagt. Så i stedet for på nuværende tidspunkt at være veludhvilet, have været i haven eller til påskefrokoster, så ligner jeg en hængt kat, og trænger i dén grad til at sove og hvile. Og så er det, at det kan være svært at mønstre begejstring eller overskud.
Det er vist en meget typisk børne-familie-ting, det der med at et sygt barn pludselig kommer på tværs af alle mulige andre ting. Fristelsen er at tænke og tale som om, det er "alle mulige andre ting", der er det væsentlige og ikke barnet, der blev syg.
Det er så let (for mig) at komme til at snakke om alt det, der ikke blev nået. Som om vasketøjsbunken eller blomsterfrøene, påskefrokosten eller bogen, der skulle læses, er vigtigere end det barn, der havde brug for omsorg. Som om barnet ikke er andet end i vejen for det, der virkelig betyder noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg kan høre, det samme sker, når det er andres planer, der kæntrer.
Og vel kan det være irriterende. Vel er det hårdt at yde omsorg for én, der er syg og dårlig. Vel er det trælst ikke få bagt/besøgt/ordnet som ønsket. Og vel er jeg træt og har brug for at restituere nu, ligesom han har. Men af og til hander det også om, at jeg skal se mit liv i et andet perspektiv, end hvor pænt mit hus/have/kalender ser ud.
Jeg har ikke fået sået sommerblomster eller gået ture, vi har ikke været spændende steder henne eller kørt på rulleskøjter, som jeg havde set for mig - til gengæld har jeg været mor; jeg har bekræftet en lille mands vigtighed og vist med mine handlinger, at han er værdifuld og er værd at passe på. Jeg kan håbe, at han dermed har fået bevis for, at verden er til at have tillid til, og at de voksne i hans liv er nogen, han kan stole på.
Ret beset er det vel vigtigere, end om jeg har fået sået morgenfruer og tomater endnu!
Anne, det her er et supergodt indlæg. Dine ord vækker genklang i mig, fordi min påskeferie ikke blev som planlagt, men også jeg tog mit ansvar som mor til et voksent menneske alvorligt og tilbød hjælp, som vedkommende heldigvis tog imod. Det vil jeg glæde mig over, når jeg i morgen træt tager på arbejde. Håber du får sovet i nat og at 2. påskedag bliver en god dag for jer alle uden kløende skoldkopper.
SvarSletDine indlæg er altid velskrevede og relevante! Tak for tankerne :) Her blev påsken også anderledes, det var dog ikke sygt barn men to syge forældre, som har spoleret påskeplaner og muligheder for solskinstimer i haven. Knus!
SvarSletTjah.... min påske blev heller ikke helt som jeg havde tænkt - blandt andet på grund af en million-milliard skoldkopper.
SvarSletTil gengæld har vi lært en frygtelig masse om Ramasjangmysteriet, Gurli Gris, Vilde venner og alle de andre.
Hvor har det været fantastisk at sidde med en febervarm lille krop og nusse forsigtigt lige dér hvor skoldkopperne klør allermest lige nu.
Hvor har han været tapper og dygtig selv om det har været rigtig ubehageligt! Han har bare haft det rigtig skidt.
Det har været dejligt at kunne hjælpe så den nattevågende mor har kunnet sove længe;-) Heldigvis er han godt tilfreds med sin mormors selskab når nu moren skal ha´ sin skønhedssøvn;-)
Og hvor har det været dejligt at se han blev lidt friskere for hver dag - for til sidst lige inden hjemturen at stå ude på marken og råbe - som Ronja Røverdatter - ud over Dalen så han ku´ høre sit eget ekko!!
Det har været en dejlig påske - trods alt! Tak for at dele de mange millioner-milliarder med os.
Knus til jer.
Mormor.
Dejlig dreng og hans dejlig familie, dejligt indlæg og stof til eftertanke.
SvarSlet